Panasonic TX-P55VT50 Plasma fladskærm

 

Det er måske ved at være en lidt for tilbagevendende tradition, at anmeldelserne her på AV Blog har det med at trække ud, så snart vi er ude af forårets spændende nyheder på fladskærmsmarkedet. Det er prisen vi betaler ved at drive bloggen som et hobbyprojekt ved siden af de daglige opgaver.

I det lys kan testen af Panasonics flagskibsprodukt på plasmasiden betragtes delvist som en sidste erindring om at der lige nu kan anskaffes et prisbelønnet plasma TV til nærmest bogstaveligt talt en brøkdel af prisen sidste maj, da det kom på markedet. Og så kan vi glæde os over at der ikke er lang tid til den nyeste generation af fladskærme er på vej ud i butikkerne.

[NB. På AV Blog er vores anmeldelser lange og dybdegående. Hvis du vil springe det tekniske over kan du gå direkte til konklusionen]

Panasonic er stadig markedsledende indenfor plasmaskærme til entusiaster og har været go-to mærket, siden Pioneer forlod markedet for 4-5 år siden. Plasmaskærme, herunder modellerne fra Panasonic er ikke fejlfri, men hvis man spørger rundt blandt entusiaster som interesserer sig for optimal billedkvalitet, så er det oftest en Panasonic plasmaskærm man vil få anbefalet.

Indtil vi i dette forår 2013 får fornøjelsen af Panasonics ZT serie, så er VT serien det bedste Panasonic kan præstere, og VT50 er efter Panasonics eget udsagn den bedste konsumskærm de nogensinde har lavet. I forhold til de billigere GT50 og ST50 serier, er det hovedsageligt antallet af gråtoner og det benyttede louver skærmfilter som gør underværker for billedkvaliteten. Hertil kommer så forskelle i processorhastighed, streaming muligheder, og medleveret tilbehør i form af 3D briller og fjernbetjeninger.

Modellerne i Panasonics VT50 serie

TX-P50VT50 (Vejledende udsalgspris: kr. 18.999)
Pricerunner har en oversigt over priser på TX-P50VT50

TX-P55VT50 (Vejledende udsalgspris: kr. 24.999)
Pricerunner har en oversigt over priser på TX-P55VT50

TX-P65VT50 (Vejledende udsalgspris: kr. 34.999)
Pricerunner har en oversigt over priser på TX-P65VT50

 

Bemærk: Anmeldelsen baserer sig på konkrete målinger og test af et 65 tommer stort TX-P65VT50. Det testede TV blev før test indkørt i mindst 100 timer for at sikre repræsentative målinger.

Som sædvanlig erindrer vi om at en del performancerelaterede målepunkter er tæt knyttet til den benyttede firmware, og derfor vil kunne ændre sig i forhold til det vi har oplevet under testforløbet. I løbet af perioden vi havde fkærmen til test har det været benyttet flere forskellige firmware udgaver, hvoraf Ingen så ud til at indeholde fejl. De endelige målinger er taget med firmware 1.624 som var den seneste version.

NOTE: Har du allerede læst vores test af  Panasonics ST50 plasma TV, vil du i beskrivelserne af features og betjening finde en betydelig mængde gentagelser, da de to TV serier minder meget om hinanden.  I praksis er performance faktisk også overraskende ens, så længe der ikke er for meget lys i lokalet.

Design og fjernbetjening

Panasonic har ganske givet stået over for en spændende udfordring da de skulle specificere årets plasmaskærme i den bedre ende. Luksusproblemet er at deres paneler (med de forbehold som vil fremgå af teksten, og som allerede er beskrevet i testen af ST50) nu er så gode, at det er svært at differentiere den testede topmodel VT50 model fra de billigere serier på billedkvaliteten. Sortniveau og billedgengivelse er på mange områder meget lig hinanden, hvilket har nødvendiggjort en differentiering på blandt andet design og medfølgende tilbehør.

Selv med erkendelse af at smag som bekendt er individuel, er det ikke til at komme uden om at VT50 er et meget stilfuldt TV. Opbygningen følger sidste års topmodel med one sheet of glass designet, hvor rammen går i et med skærmen, hvilket resulterer i et meget eksklusivt udseende TV. Rundt om den sorte glasramme sidder en tynd metalkant, som dog ikke er særlig dominerende, og ikke gav problemer med reflektioner under almindelig brug.

Skal man komme med en kritik af designet, så må det blive bordfoden, som ikke lever op til resten af skærmens eksklusive look. Der kunne Panasonic med succes have taget metalfoden fra deres LED modeller i  DT serien. Realiteten er dog nok at foden er valg ud fra at kunne levere stabilitet til et så tungt TV, hvilket i øvrigt også manifesterer sig i at kun foden til 50″ modellen giver mulighed for at dreje TV’et op til 10 grader hver vej, mens 55″ og 65″ ikke kan drejes.

Der er heller ikke meget glamour over den medfølgende standardfjernbetjening, som er præcis den samme der medfølger til alle Panasonics TV i år. Designet ligner meget det Panasonic har medleveret de sidste mange år, med den undtagelse, at fjernbetjeningen i år er i højglans finish, og derfor meget hurtigt kommer til at samle fedtfingre og har en tendens til at se lidt mere tilsmudset ud. Fjernbetjeningens udseende er dog hverken væsentligt værre eller bedre end hvad konkurrenterne leverer med deres TV.

Hvad funktionalitet og feel angår, så har vi altid været meget begejstrede for Panasonics fjernbetjening. Den ligger godt i hånden, virker robust, og de store knapper til de vigtigste funktioner gør det let at betjene den uden at se på knapperne. Alle væsentlige knapper har indbygget lys, og sendestyrken er fremragende, så det er let at betjene fjernsynet på lang afstand (om end ikke i lige så skæve vinkler som på B&O).

Til VT50 serien medfølger endvidere en speciel touchpad remote, som er specifikt tænkt til brug med smart TV delen af VT50. Den er lavet så den ligger fint i din hule hånd, og er væsentlig mere diskret at have liggende end den store standardfjernbetjening. Den indbyggede touchpad er en væsentlig lettelse når man skal bevæge sig rundt i en browser eller ramme bogstaver på et virtuelt keyboard på skærmen. I praksis endte den ekstra remote dog med ikke helt at leve op til de høje forventninger vi havde, og den kan virke en smule kluntet at bruge i praksis. Touch overfladen er ikke helt stor nok til at være effektiv, og de fysiske knappet sidder så langt nede at de er svære at betjene med den hånd som holder fjernbetjeningen. Det er dog en meget individuel vurdering, og andre vil ganske giver være meget begejstrede for den lille remote.

Som de fleste andre på Smart TV markedet, kan Panasonics TV fjernbetjenes af en Android eller iOS app, som kan udfylde alle funktionerne fra den traditionelle fjernbetjening, bortset fra at tænde TV’et. Viera Remote, som app’en hedder har endvidere en lang række yderligere muligheder når vi er oppe i de store serier med dual core processor. Viera Remote app’en virker som den skal, men det er tydeligt, at Panasonics ingeniører blot har kopieret knapperne fra den almindelige standardfjernbetjening til en række skærmbilleder i app’en. Man kunne godt have ønsket sig at de havde sat nogle specialister i brugerinterface til at opbygge programmet helt fra bunden med henblik på de mange nye muligheder der kommer i smartphones med touch skærm.

Tilslutninger

På bagsiden af VT50 finder vi det meste af hvad der kan forventes af en moderne fladskærm i den dyre ende. Der er 4 HDMI tilslutninger som inkluderer en enkelt med Audio Return Channel (ARC), som sørgerfor at sende TV lyden tilbage til en surround receiver eller lignende apparat, som understøtter ARC. HDMI tilslutningerne er som vanligt for Panasonic vendt ud fra siden af TV’et og sidder så tæt på kanten, at man kan løbe ind i udfordringer hvis man har for tykke og ufleksible HDMI kabler. Der er 3 USB tilslutninger, hvoraf den ene er specielt tiltænkt tilslutning af en ekstern harddisk. Hver af tilslutningerne kan levere 0,5 Ampère, hvilket i værste fald (USB harddisk af ældre dato uden egen strømforsyning) kan give problemer med at levere strøm nok. Det anbefales at bruge korte USB kabler for at undgå problemer, eller anskaffe en ekstern USB harddisk med egen strømforsyning som det absolut bedste valg. Vi oplevede dog ikke problemer i løbet af vores test. VT50 kan i øvrigt afspille fra og optage på et SD kort, som alternativ til brug af USB tilslutninger.

Panasonic_TX-P65VT50_tilslutninger

VT50 er, som alle Panasonics øvrige 2012 plasma modeller, ikke udstyret med en almindelig analog lydudgang. Hvis man har behov for at tilslutte et almindeligt musikanlæg for at få bedre lyd er man altså tvunget til at benytte hovedtelefonudgangen, rode adaptorer til SCART eller skaffe en digital-til-analog konverter og benytte den optisk digitale udgang. Ingen af delene er den bedste måde at gøre det på, og det giver simpelthen ikke mening at udelade så simpel en feature. Som sagt har heller ikke ST50 og GT50 en analog lydudgang, men jo højere op i hierarkiet vi kommer og jo dyrere skærmen bliver jo mere utilgiveligt er det også. Det virker uhensigtsmæssigt at tvinge kunderne til at anskaffe en HDMI eller S/PDIF kompatibel sound bar.

Netværksadgangen er i år bygget direkte ind (rent teknisk ved et fastmonteret modul man kan se i bunden af skærmen), og der fungerede i vores testmiljø klippestabilt. Vi oplevede ingen problemer med at blive smidt af nettet eller nedsat hastighed – og det er bestemt ikke en selvfølge med trådløs forbindelse til TV. Selv softwareopdateringerne foregik smertefrit over Wi-Fi. Der er også et RJ-45 stik, hvis man vil benytte kablet net.

Funktionalitet og features

De basale features som EPG, optagemulighed, apps og opbygningen af menuer er præcis den samme som på Panasonics andre Smart TV modeller i 2012, hvorfor nedenstående vil være i det væsentligste som det fremgik ved gennemgangen af DT50 og ST50.

Der hvor VT50 (og GT50) adskiller sig er i de muligheder som har åbnet sig med dual core processor indbygget i skærmen. I praksis betyder det at Smart TV delen kan operere en smule hurtigere, og der er mulighed for at videresende et TV signal fra skærmen til en bærbar enhed som kører Viera remote app’en.

Menuer

Tilgangen til Panasonics menuer synes at være KISS, og strukturen er holdt meget simpel i Billede, Lyd, Netværk, Timer og Indstilling. Langt de fleste menupunkter er logisk bygget op og lette at tilgå. En fordel ved ikke at have en myriade af unødvendige muligheder er at menuerne i sagens natur bliver mere overskuelige.

Det kan måske forvirre lidt, at en del af de udvidede billedfunktioner skal slås til i en menu, som ikke har med billedindstillinger at gøre, men for dem som har behov for de avancerede funktioner gør det nok ikke så meget. Det er ganske let at vælge hvilke kanaler man ønsker at have i sin liste, men en smule mere besværligt at flytte rundt på dem.

Indbyggede apps

Tilgangen til Panasonics Smart TV funktioner er gennem Viera Tools, som åbner en menubjælke af funktioner i bunden af skærmen. En meget simpel tilgang til funktionerne, som vil tiltale de som hurtigt skal have adgang til en funktion, men æstetisk meget langt fra Samsungs Smart Hub, som er et veritabelt kontrolrum af farveladefyldte muligheder.

Ønsker man at benytte apps (Viera Connect), som forudsætter login, som eksempelvis Twitter og Facebook foregår det ved at man først registrerer sig på TV’et, som herefter logger ind på de enkelte apps. De flest steder foregår det ganske simpelt med en elegant kode som blot tastes ind. De fleste gamle kendinge som Facebook, Skype (kræver separat kamera), SF Anytime, Youtube og Twitter findes på listen, sammen med en masse andre muligheder, herunder en web browser som understøtter HTML5. Netflix er kommet til efter testperioden.

Brugen af applikationerne minder meget om hvad vi har set før, og det går det rimelig tjept med at få startet programmer op, og brugeroplevelsen var absolut på højde med Samsung og LGs modeller med dual core processor. I praksis opleves hastigheden dog ikke væsentligt hurtigere end på et ST50. Det er i øvrigt stadig svært at finde en decideret killer app, som virkelig giver mening at benytte på sit TV, og som gør sig bedre på et TV end en computer eller tablet. Som det nok tidligere er nævnt er vores favorit Cinetrailer, som giver fantastisk let adgang til de nyeste trailere for både biograffilm og lejefilm.

Medieafspilning
Som en ny feature siden sidste år, kan man på VT50 streame mediefiler fra sin smartphone eller tablet direkte til TV’et via Panasonics Viera Remote app og almindelig Wi-Fi. Vi var ikke overvældede af funktionen, som forudsætter at du er inde i din Viera Remote app for at kunne sende medieindhold. For Apple brugere vil en Apple TV og en iPad i praksis være en langt bedre løsning.

Den indbyggede medieafspiller derimod bliver bedre og bedre år for år. Vi afspillede en lang række mediefiler, lige fra små klip til .MKV filer i 1080P opløsning uden problemer, både fra USB harddisk og NAS. Det lykkedes os (ligesom på ST50 og DT50) at finde nogle ældre mediefiler i lav opløsning, som medieafspilleren ikke vil afspille korrekt, men det var meget få. Muligheden for at spole, pause og genoptage afspilningen virkede godt.

PVR  / Timeshift
Som det efterhånden er standard på TV i dag, kan Panasonic VT50 tilsluttes en USB harddisk, hvorpå man kan optage TV, enten som timeshift i realtid, eller ved timer indstilling af optagelser. Optagelse forudsætter en temmelig hurtig harddisk, og ”USB nøgler” fungerer generelt meget sjældent med optagelse fra TV. For Panasonics PVR funktion gælder at harddisken skal være på mindst 160 Gb. Vil man have den mest stabile optagelse er det også en klar fordel at have en ekstern harddisk med egen strømforsyning. Hvis den eksterne harddisk mister strøm i blot et kort øjeblik er der en risiko for at optagelsen stopper, uden at man er klar over hvad der er gået galt.

Opsætningen af optagemuligheden er forbilledlig simpel. Panasonic har i øvrigt været begavede nok til at indbygge muligheden for at optagelsen starter op så snart man tænder TV’et, således at man altid kan spole tilbage i live TV, hvis der var noget man lige missede i programmet. Det er en fantastisk simpel funktion som man kan undre sig over at alle ikke har implementeret på samme smarte måde. Den eneste svaghed er, at hvis man har spolet rundt i en live udsendelse kan man ikke skifte kanal uden at stoppe optagelsen (som så starter automatisk igen på den nye kanal).

Optagelserne ligger let tilgængelige under Viera Tools, og kan som udgangspunkt ikke flyttes til afspilning på andre afspillere, endsige andre Panasonic TV.

EPG
Den elektroniske programguide (EPG) i VT50 ligner sig selv fuldstændig fra tidligere år. Som programguide giver den et udmærket overblik, men det er et stort irritationsmoment, at man ikke kan blive ved med at følge den udsendelse man er i gang med, mens man ser i programguiden. Den lukker sig simpelthen op og lukker ned for billede og lyd imens. På det område er konkurrenterne bedre, idet man kan fortsætte med at følge sit program i et lille vindue mens man ser guiden igennem. Om ikke andet ville det i det mindste være rart hvis man beholdt lyden i baggrunden, så man stadig kunne følge med i udsendelsen.

Det er naturligvis muligt at programmere fremtidige timer optagelser fra programguiden. Der er ikke nogen funktion til at fastsætte et fast minutantal man ønsker at forlænge alle optagelser udover programmets fastlagte afslutning. Det er der heller ikke nogen konkurrenter der har, men nogen må vel snart opdage at det er nødvendigt i praksis, da det ofte sker at timer optagelser lige mangler de sidste (mest spændende) 5 minutter.

Støj

Hvis man kaster sig over at læse på danske og udenlandske fora om fladskærme, vil man hurtigt falde over de to største klager over plasmaskærme fra enhver producent: støjen og potentiel indbrænding. Hvad der paradoksalt nok er mindre sandsynligt er at du ender med at blive meget klogere af at læse en masse om andre menneskers erfaringer med støj fra en plasmaskærm. Man vil kunne finde tusindsvis af førstehåndsberetninger som svinger fra de mange, som intet kan høre, til dem som knapt kan være i rummet uden at få hørepine og tinnitus.

Min egen erfaring er at der kan være individuelle støjniveauer fra serie til serie, og mellem enkelte skærme indenfor samme serie. Der er dog ikke forskelle som kan forklare så store opfattede forskelle som folk oplever. Desværre er vurderingen af hvorvidt en given TV model vil medføre støjgener i et konkret hjem  blandt de mest problematiske parametre at udtale sig objektivt om. Hovedbidraget til egenstøj kommer fra køleblæsere, strømforsyning og for plasmaskærme fra selve panelet. Er blot en enkelt af blæserne letter defekt eller monteret en smule skævt, kan det påvirke støjniveauet markant, ligesom en spole i strømforsyningen kan støje mere eller mindre afhængig af eksterne omstændigheder.

I høj grad kan støjgener formindske eller forværres af placeringen af TVet, og akustikken i det rum det står i. Masser af planter, tæpper og lignende vil ofte absorbere eller diffusere lyden til et niveau hvor man ikke lægger mærke til det. I endnu højere grad er individuel følsomhed dog det som gør udslaget for om man kan leve med en plasmaskærms støj eller ej. Den ene persons “intet at høre” er en anden persons “ulideligt”, og på den baggrund kan det bedst betale sig at overveje hvordan man ellers har det med støj i hverdagen. Hvis man synes at ens køleskab larmer alt for for meget eller at Blu-ray afspilleren summer ulideligt, så skal man måske ikke vælge en plasmaskærm.

I modsætning til  ST50 serien, har det i VT50 modellerne været nødvendigt at udstyre skærmene med blæsere til at køle skærmen af. TX-P65VT50 har 2 stk. monteret.

De monterede blæsere i vores testmodel af VT50 summede mindre end på sidste år VT30, og var generelt meget lidt hørbare. Strømforsyningen summede en lille smule og kan høres hvis man lytter bag på skærmen, men ikke fra andre steder i rummet. Tilsvarende har panelet en svag summen, som ændrer sig afhængig af hvor meget lys der er i billedet. Denne plasma-buzz hører generelt til i den lave ende og var på niveau med hvad vi oplevede på ST50, men på en 65” skærm, kan man godt høre den, hvis der vises meget lyse scener på skærmen. Som generel hovedregel var summen fra panelet ikke hørbart under brug med almindeligt TV, idet lyden overdøver den sagte summen. Det samme gælder de to blæsere. Man vil dog opleve summen i stille scener, eller hvis man har TV’et tændt og på mute.

Lydkvalitet

TX-P65VT50 er bestykket med to nedadrettede 8-Train moduler med hver 8 nærmest mikroskopiske højttalerenheder kombineret med en 10 cm stor woofer på bagsiden af skærmen. Det er præcis samme højttalerbestykning som vi så på 65″ modellen af ST50, og generelt var godt tilfredse med.

På samme måde som med ST50 bliver man ganske imponeret over hvor meget fylde det egentlig er lykkedes at bygge ind i så lille et kabinet. Det ændrer ikke på det uigendrivelige faktum, at alle bør tilslutte bedre lyd til deres TV, og i særdeleshed til en skærm af denne størrelse og kvalitet. Men skal man endelig leve med den indbyggede lyd i et TV, så er VT50 bestemt ikke bovlam.

Traditionen tro forlader vi os dog ikke blot på den første fornemmelse, men graver en smule dybere. Med andre gode TV som har været inde og ude i og omkring testperioden kan vi på rimelig vis konkludere at VT50 hører til i den bedste ende af hvad vi har hørt.Kaster man et blik på frekvenskurven, så er den meget lig hvad vi målte på ST50 i samme størrelse og med samme bestykning. Man kan dog se at diskanten ikke ruller så hurtigt af som det var tilfældet på ST50. Det korresponderer meget godt med den subjektivt opfattede lydkvalitet. Vores bedste bud på en forklaring er at det må skyldes kabinettets udformning eller materialevalg, da de benyttede højttalerenheder burde kunne levere samme performance.

Panasonic TX-P65VT50 frekvenskurve lydkvalitet

Det kan også ses atVT50 imponerer ved at der allerede ved 80 Hz er nærmest fuldt niveau, hvilket er et særsyn på fladskærme. For en fladskærm er frekvensgangen pænt lineær, uden dog at kunne matche de bedre skærmserier fra Samsung. VT50 kan dog også spille væsentligt højere end Samsungs duksedreng af en frekvenslineær fladskærm.

Benytter man et eksternt lydsystem gennem den optiske toslink S/PDIF udgang er det rart at se at der stadig er mulighed for at vælge variabel forsinkelse på den digitale lydudgang, og at alle de lydsignaler (herunder Dolby Digital) som TV’et kan modtage kan konverteres til PCM, så alle konvertere kan forstå det. PÅ næste generation ser vi gerne en kopi af Samsungs mulighed for at justere “forsinkelsen” fra -100 til +100 milisekunder.

Strømforbrug

Som fast praksis måler vi skærmenes strømforbrug ved en standardiseret testsekvens som simulerer et almindeligt TV program ganske godt. Det er altid værd at bemærke (i særdeleshed for plasmaskærme) at der kan være betydelige forskelle på hvor meget strøm en skærm sluger afhængig af de indstillinger skærmen bruger. Det er i sagens natur væsentligt at holde for øje hvor stor en skærm der er målt på, idet plasmaskærme i høj grad har et strømforbrug som følger skærmens areal, mens LED modeller ikke stiger helt så meget i strømforbrug i takt med at man gør skærmarealet større.

I praksis viser det sig ofte, at den økonomiske (og miljømæssige) besparelse er relativt begrænset, hvis man regner ud hvor mange timer man har sit TV tændt i løbet af et år. Hvis man går fra en Panasonic 65” VT50 plasmaskærm i THX indstilling (281 Watt) til en stor LED skærm som bruger 100 Watt er besparelsen lige omkring et par hundrede kroner årligt, hvis man ser TV 4 timer om dagen 5 dage om ugen alle årets uger.

Den 65 tommer store TX-P65VT50 har følgende strømforbrug.

Tilstand

Strømforbrug (effekt)

Standby  0,3 watt
Normal indstilling  187 watt
THX indstilling  281 watt
Kalibreret Professional1 indstilling  254 watt

 

Man kan rimeligvis undre sig over at den normale indstilling er den som bruger klart mindst, da det plejer at være omvendt, idet de fleste TV bliver leveret i en standardindstilling med fuld farvelade og den ekstreme kontrast. I praksis er sagen nok den, at Panasonic skruer bevidst ned for lysoutputtet i Normal indstillingen for at kunne passe ind i en given energiklasse. Det var præcis det samme vi så på VT30, som bruget mere strøm i THX indstillingen end i Normal, og i øvrigt det samme resultat vi så på ST50.

Indstillingsmuligheder for billedet på VT50

Som på alle andre TV vi har testet er standard indstillingen ikke optimal. Skal man have en bedre og mere korrekt gengivelse giver Panasonics VT50 serie et væld af muligheder som kan være svære at vælge imellem, hvis man bare vil have det mest korrekte billede. Ved siden af Normal indstillingen er der en Biograf indstilling, THX, THX Bright Room og to Professionelle indstillinger til ISF kalibrering.Valget af bedste indstilling beror i dette tilfælde på at VT50 har en kedelig begrænsning i maksimalt lysoutput i Professionel indstillingerne, som i øvrigt også har et ringere sortniveau end THX indstillingen.

Panasonic_TX-P65VT50_color-gamut_Pro1-color-remaster

Remaster funktionen overmætter farverne betydeligt

I en række af standardinstillingerne er det muligt at vælge farverum, så man selv kan bestemme om man vil have en overmættet farvegengivelse samtidig med at resten af indstillingerne følger de gældende standarder. Som dugangspunkt bør man nok holde sig til Rec. 709, som er standarden for HD, og den som benyttes ved mastering af Blu-ray skiver. De to alternativer SMPTE-C og EBU (Society of Motion Picture and Television Engineers og European Broadcasting Union) er standarderne for henholdsvis amerikansk og europæisk TV og DVD i standardopløsning, og rykker i praksis ikke meget ved farvegengivelsen.

Sidste mulighed er Remaster, som forsøger at flytte farvepunkterne ud omkring den digitale biografstandard DCI. Som udgangspunkt vil vi gerne have muligheden for at gengive så mættede farver som muligt, men problemet med Remaster funktionen er at det er umuligt for skærmen at vurdere hvilke farver der skal overmættes, og hvilke der har været tiltænkt at være mindre mættede. Ved blot at overmætte alle farver bliver resultatet pr. definition forkert i forhold til hvordan billedet har været tiltænkt at se ud. Et mere mættet farverum giver basalt set først mening når vi har kildemateriale som er produceret til dette farverum.

Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i standard indstilling (Out of Box)

Traditionen tro starter vi altid med at måle farvegengivelsen i den standardindstilling TV’et selv vælger når man pakker det ud, i dette tilfælde indstillingen ”Normal”. Også helt i tråd med traditionen, så er farvegengivelsen alt andet end normal i denne indstilling.

Panasonic_TX-P65VT50_color-gamut_Normal

Farvegamut for TX-P65VT50 er præget af at alle farverne er overmættede, og mere intense end de burde være. Der er med andre ord tale om at VT50 forsøger at give ”mere af alt det gode” ved at skrue godt op for det hele. I særdeleshed på den grønne farve kan man godt se at der ikke helt er tale om en naturlig gengivelse, men nærmer sig det neongrønne og nærmest stråler af radioaktivitet. Farver som er overmættede og for intense er dog den bedste fejl at møde ved første måling, da det generelt er problemer vi kan arbejde os ud af, hvor det modsatte er nærmest umuligt.

Panasonic_TX-P65VT50_whitebalance_Normal

Hvidbalancen er som altid ved standardindstilling trukket i retning af det blå, men det er værd at bemærke, at selv i standardindstillingen er det kun op imod 15 % for meget blå, hvilket er rigtig hæderligt for en standardindstilling. Hvidbalancen minder i øvrigt meget den vi sidste år målte på topmodellen VT30 og den vi målte på de to udgaver af ST50. De tre primærfarvers balance er også temmelig lineære, hvilket er et godt tegn, i særdeleshed, da de måler lineært helt ned til 10 % intensitet.

Panasonic_TX-P65VT50_gamma_Normal

Gamma i normalindstillingen er derimod ganske skæv og bærer præg af at VT50 skruer op for intensiteten alt for hurtigt, og derfor kan fremstå med et lidt mælkehvidt kontrastfattigt udtryk, som bedste egner sig til brug i meget kraftig belysning. Gammaresultatet minder i øvrigt også bemærkelsesværdigt meget om hvad vi tidligere har målt på Panasonic plasma TV i standardindstilling.

Alt i alt er det billede der møder en fra ST50 i standardindstillingen altså et stykke vej fra at være korrekt, men alle fejlene bærer tydeligt præg af at være bevidste valg, og ikke underliggende svagheder i panelerne.

Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i optimal indstilling

Som ovenfor nævnt er den bedste af de prædefinerede indstillinger på VT50 THX. I Biografindstillingen beholder skærmen de meget overmættede farver, og i professionel indstillingerne mites for meget lys og sortniveau.

Panasonic_TX-P65VT50_color-gamut_THX-Cinema

Af CIE diagrammet kan man se at VT50 i THX indstilling klarer det rigtig fornuftigt uden nogen kalibrering. Den grønne primærfarve er stadig en smule overmættet, men intensiteten af farverne er her rigtig pæn, og ingen af dem afviger mere end 10% fra Rec. 709.

Panasonic_TX-P65VT50_whitebalance_THX-Cinema

Hvidbalancen er ligeledes flot, men ikke ud over hvad man kan forvente af topmodellen i THX indstilling. Udviklingen i de enkelte farver ligner til forveksling hvad vi målte på VT30 sidste år og ST50. Sammenlignet med tidligere års Panasonic plasma TV med THX mode er grønstikket meget svagt, og kun at finde i de mørke områder.

Panasonic_TX-P65VT50_gamma_THX-Cinema

Gamma forløbet er virkelig pænt, og ligger meget lineært omkring de 2,3 som vi sigter efter i et rum med dæmpet belysning og et godt sortniveau. Det er betydelig bedre end Panasonic plejer at gøre det.

Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i kalibreret tilstand

Som den topmodel VT50 er, lader kalibreringsmulighederne ikke meget tilbage at ønske. Der er 2 eller 10-punkts justering af hvidbalance og gamma samt fuldt 18-punkts CMS farvejustering.Ligesom sidste års modeller kan man autokalibrere VT50 med SpectraCals CalMAN software som forbinder sig til skærmen med kablet eller trådløst netværk. Vi oplevede ikke det samme problem som sidste år, at autokalibreringen resulterede i flotte målinger, men et billede med fejlfarver og banding. Der skulle altså være langt mere potentiale i autokalibrering af 2012 modellerne.

Panasonic_TX-P65VT50_color-gamut_kalibreret

Med de meget omfattende kalibreringsmuligheder er det muligt at bringe gengivelsen så tæt på de gældende farvestandarder at vi er langt fra nogen synlig afvigelse. I praksis vil man kunne få DeltaE værdierne ned under 0,5 for alle farver, men alt under 1 er i alle praktiske henseender perfekt.

Panasonic_TX-P65VT50_whitebalance_10-punkt

Tilsvarende gælder for hvidbalancen, at resultatet ikke visuelt er til at skelne fra det perfekte. Allerede ved at benytte sig af de to punkters justering af hvidbalancen vil man komme rigtig langt, men skal man have større præcision er der 10-punkts justeringen. Med en maksimal ∆E på 2 er vi i referenceterritorium, men vi må bemærke, at ST50 modellerne kom eget tæt på uden THX indstilling og 10-punkts mulighed.

Panasonic_TX-P65VT50_gamma_Pro1_22-10punkt-kalibrering

Vi sigtede i gammakalibreringen efter 2,3, og resultatet er ganske flot, hvilket også afspejles af billedet i praksis.Afhængig af hvilke indstillinger man benytter (standard gammaværdi, 10-punkts gammajustering og 10-punkts hvidbalancejustering) kanman dog fremprovokere en vis banding, så det kan betale sig at holde øje med det under kalibreringen.

Den smukke effekt af Panasonic plasmaskærmenes lave sortniveau (læse mere nedenfor) er at man kan benytte dem i meget mørke omgivelser med en temmelig høj gamma og få en ekstra kontrastrig oplevelse ud af det (som vi ellers kun har set med Kuro skærme).

THX Bright Mode

THX Bright Mode er en ny funktion i 2012 modellerne, og er på mange måder en god ide. Tanken er at man forsøger at optimere billedgengivelsen til dem som ser TV i et lyst rum ved højlys dag. Det er vigtigt at gøre sig klart, at der ikke er noget som hedder et kalibreret billede i dagslys, da omstændighederne svinger så meget i løbet af dagen. Der er dog ingen grund til at undlade at gøre det så godt som muligt, blot fordi man ikke kan opnå det perfekte.

I THX Bright Mode er gamma tilpasset således at alle skyggedetaljer vises selv i et lyst rum, hvilket kan få billedet til at se kontrastfattigt og fladt ud når man benytter funktionen om aftenen. Til gengæld hæver man det maksimale lysoutput i denne indstilling, og beholder en rigtig fornuftig hvidbalance.

Panasonic_TX-P65VT50_gamma_THX-Bright-Room

Den måde Bright Mode adskiller sig fra de ofte benyttede standardindstillinger med masser af pangfarver og blå hvidbalance er altså at farvegengivelse, og hvidbalance er meget neutrale, det er blot gamma som er justeret til at passe i et meget oplyst rum.

Panasonic_TX-P65VT50_whitebalance_THX-Bright-Room

Lysafvisning, refleksioner og sortniveau (MLL)

Et fast mantra på AV Blog er at det er en grum forsimpling at tale om sortniveau og refleksioner i isolation. Ved enhver vurdering af fladskærme lægges der ofte meget vægt på hvor mørkt skærmen kan gengive et sort signal, og for LED skærme lægges der ofte betydelig vægt på om skærmen har en mat eller blank overflade.

Sortniveau kan fremstå som en meget simpel og let målbar parameter – hvor meget lys udsendes når man viser en sort skærm – men virkeligheden er mere kompleks. Der er mange faktorer som påvirker hvor sort billedet fra en fladskærm opfattes fra den position skærmen betragtes. Skærmens kvaliteter kan i den sammenhæng ikke vurderes uden samtidig at indregne de omgivelser den skal benyttes i. Der er i bund og grund tale om 3 separate relevante faktorer som har stor indflydelse på den oplevede billedkvalitet.

Refleksioner fra skærmen er en uundgåelig del af enhver fladskærm. Det bliver ofte fremført som et faktum at matte skærme er at foretrække, og at det er en ulempe ved blanke skærme at lyset reflekteres i dem. Realiteten er dog at det i de fleste tilfælde er typen af refleksion som ændrer sig, ikke mængden af reflekteret lys. En helt blank skærm fungerer stort set som et spejl, og man kan undgå refleksioner ved ikke at have lyskilder direkte foran skærmen. Kommer der lys fra et vindue ved siden af skærmen vil dette som oftest ikke genere, da det ikke spejles i skærmen.

En mat skærm derimod reflekterer lyset diffust i alle retninger (teknisk set lambertian refleksion), så man ikke lægger så meget mærke til den enkelte refleksion, men hele billedet sløres til gengæld. En konsekvens af den matte skærm er altså at lysindfald fra siden også reflekteres ind mod den som ser på skærmen. For skærme som man benytter med lyskilder bag sig kan en mat skærm altså have en række fordele, hvilket er grunden til at mange som har været generet af en laptop med blank skærm antager at en blank skærm altid er skidt.

Hovedgrupper af refleksionstyper er skitseret nedenfor (med tak til Edward F. Kelley fra NIST)

Refleksioner i fladskærmspanel (Edward Kelley fra NIST)

Typen og mængden af refleksion fra skærmen få mindre betydning i takt med at omgivelserne bliver mørkere. I sagens natur er refleksioner kun relevante når der er lys at reflektere, og i et helt mørkt rum vil der ikke være væsentlig forskel på billedet uanset om det er mat eller blankt.

Den basale teknik for plasmaskærme som VT50 tilsiger at frontpanelet er lavet af glas, og derfor reflekterer udefrakommende lys i betydelig grad, og i høj grad i form af spejlreflektion (specular). Spejlreflektioner er specielt tydelige, hvis man har lyskilder placeret bag ens egen siddeposition, som reflekteret direkte i skærmen. Ved spejlreflektioner har det også stor betydning hvor god TV skærmen er til at undertrykke de reflektioner som kommer fra skærmen (se nedenfor).

Lysafvisning er skærmens evne til at forblive så sort som muligt under tilstedeværelsen af udefrakommende lys. Særligt fladskærme med front af glas (plasma) har traditionelt lidt under interne refleksioner, som har gjort at skærmen, selv uden at være tændt og vise et signal, er forekommet nærmere grå end sort. Det kan være værd at se efter hvor grå en ældre plasma- eller billedrørsskærm er når der stråler lys ind på den. Evnen til at afvise udefrakommende lys er særligt vigtig ved brug i dagslys, men mister fuldstændig relevans i takt med at omgivelserne bliver mørkere.

Fra naturens side er plasma skærme ikke velegnede til at undertrykke udefrakommende lysindfald på samme måde som LCD/LED skærme som er opbygget på et princip om at polarisere lys. Plasmaproducenterne er dog blevet løbende bedre til at udvikle filtre som placeres foran (eller bagved) frontglasset og forhindrer lys i at trænge ind. Jo bedre dette filter er, jo sortere kan billedet blive i omgivelser hvor der reflekteres lys fra skærmen.

Vi skal ikke meget længere tilbage end et år eller to før netop disse filtre i Panasonics skærme efterlod meget tilbage at ønske. Et Panasonic plasma som er blot et par år gammelt vil i alle sammenhænge have det rigtig svært hvis der er meget lys i rummet. Det vil blive opfattet som kontrastfattigt og måske lidt kedeligt. I år er der taget væsentlige skridt til at benytte mer effektive filtre som sikrer bedre gengivelse i dagslys.

VT50 har blandt de 3 gode serier det absolut mest effektive filter, og er væsentligt bedre end sidste års VT30. Faktisk er filtret på VT50 nok den største enkeltstående faktor i den bedre billedkvalitet i forhold til ST50 og GT50. Vi er dog stadig ikke på niveau med en god LED skærm.

Sortniveau er en vigtig paramter for en fladskærm som skal bruges til at give en god tredimensionel (ikke 3D) oplevelse med stor kontrast i billedet. Jo mindre lys man kan begrænse skærmen til at udsende når den viser sort, jo større dynamikområde kan skærmen arbejde med. Det er dog vigtigt at erindre, at sortniveauet aldrig behøver være lavere end at en sort skærm under lysforholdene i ens stue forekommer helt sort. Ser du TV i en normalt stue i dagtimerne er skærmens absolutte sortniveau alene en akademisk størrelse, som ingen påvirkning har af den opfattede billedkvalitet.

Det er også baggrunden for at det er umuligt at vurdere en given skærms sortniveau i en butik. Der vil altid være så meget lys i butikken, at det er umuligt at sammenligne sortniveau. Hvis der i en butikssituation opleves forskelle i kontrastforholdet, vil det stort set altid skyldes skærmens evne til at afvise indstrålende lys, eller skærmens gammaindstilling.

Særligt ved måling af sortniveau på plasmaskærme er det vigtigt at man holder for øje hvilket signal man sender til skærmen. De fleste plasmaskærme har forskellige ”drive modes” afhængig af om de modtager 24 Hz (Blu-ray), 50 Hz (dansk TV) eller 60 Hz (en del DVD afhængig af oprindelse), og at sortniveau er afhængig af denne ”drive mode”. På Samsungs plasmaskærme har vi tidligere målt en faktor 10 i forskel på sortniveau afhængig af om der blev vist 50 Hz eller 60 Hz.

Nedenstående skema viser ved hvilken opdateringsfrekvens panelet i VT50 viser billedet ved en given kombination af indgangssignal og indstilling for Intelligent Frame Creation (oftest kaldet 100 Hz funktionen). Alle målinger er i THX indstilling. I Professionel indstillingerne stiger sortniveauet til omkring 0,015 Cd/m2.

Input signal Intelligent Frame Creation off IFC min IFC med IFC max Sortniveau

24 Hz

96 Hz

96 Hz

96 Hz

60 Hz

0,006 Cd/m2

50 Hz

100 Hz

100 Hz

100 Hz

60 Hz

0,006 Cd/m2

60 Hz

60 Hz

60 Hz

60 Hz

60 Hz

0,006 Cd/m2

Som det fremgår, er der her endelig en parameter hvor vi i Europa får det bedste af alle verdener. Når vi sender VT50 et 24 Hz signal fra en Blu-ray skive bliver hvert billede vist 4 gange i træk, så vi slipper for at billedet flimrer, og samtidig får vi det bedst tænkelige sortniveau på 0,007 Cd/m2. I den forbindelse bemærkes det at sortniveauet er så lavt, at selv små forskelle i signal eller placering af måleudstyr på skærmen kan give forskellige målinger, og at man godt kan risikere at måle lidt højere eller lavere værdier afhængig af hvor meget lyst indhold der vises på skærmen. Ved en række målinger af de sorte på et testbillede der ligner et skakbræt var målingerne ned mellem 0,004 og 0,005 CD/m2.

Det er ikke til at komme udenom at Panasonic har taget et kæmpe skridt fremad på sortniveauet, som på VT50 måler en brøkdel af sidste års topmodel VT30. Det er absolut en synlig forbedring hvis man benytter sin skærm i mørke omgivelser, og sortniveauet er i praksis så godt, at yderligere forbedringer ikke vil være en fordel medmindre man har meget specielle omgivelser (en helt mørklagt bat cave).

Light bleed, clouding og paneluniformitet

Plasmapaneler har traditionelt ikke de store problemer med at lysstyrken varierer hen over skærmens areal. Særligt ved mørke scener kan det være meget distraherende, hvis der er nogle områder af skærmen som er lysere end andre, hvilket oftest ses på LED skærme. På VT50 målte vi en lang række punkter på et skakbrætlignende testbillede, og målte (THX) de lysende felter mellem 82 Cd/m2 og 89 Cd/m2 hvilket er rigtig fint, mens de sorte felter blev målt til mellem 0,003 Cd/m2 og 0,005 Cd/m2. Det er procentmæssigt faktisk en betydelig forskel, man i praksis er værdierne så lave at det ingen betydning har.

I praksis oplever man at panelet på VT50 har en lille smule mere tendens til at udvise ”uro” i de mørke gråtoner end tidligere års Panasonic plasma modeller, når man ser dem tæt på. Den opfattede øgning i PWM støj skyldes muligvis det bedre sortniveau, som gør det mere synligt at panelet skaber gråtoner ved at blinke meget hurtigt. Det er ikke noget som er synligt fra almindelig TV afstand. PWM støjen er mere tydelig i THX indstilling med det lave sortniveau end i Professionel indstillingerne.

Grønne plamager / lyse striber

Sidste års plasmaskærme fra Panasonic var behæftet med et fænomen som oftest blev betegnet grønne plamager (på engelsk green blobs), som vi har skrevet om i VT30 testen. Vi har naturligvis været særligt på vagt efter om noget tilsvarende dukkede op på årets modeller. Indtil videre kan vi vist med god ro i sjælen konkludere at det ikke er tilfældet, idet vi ikke har set et eneste tilfælde af noget der minder om det på nogen af de testede modeller eller nogen af de massevis af andre Panasonic plasma skærme vi har set og arbejdet med siden de kom på markedet i april måned.

Til gengæld er vi så i år blevet beriget med en lignende panelbaseret anormalitet, som enkelte steder er blevet kaldt lyse striber (engelsk: white stripes). Fænomenet manifesterer sig ved at man (oftest ved helt ens hvide testbilleder med 20-40 % intensitet) kan konstatere at der er en slags vertikaler ”bånd” ned over skærmen som er moderat lysere end resten af skærmen. De er organiske i natur, og ikke skarpt optrukne.

Det er blevet diskuteret mange steder hvad det kan skyldes. Nogen er gået så vidt til at mene at det måtte være en software fejl, som kan rettes i firmware. Det er ligeledes blevet anført, at fænomenet først opstår efter 3-400 timers brug, mens andre mener at det eksisterer fra starten, men forsvinder efter 2-500 timers brug. 🙂

Panasonic TX-P50ST50 hvide striber

I praksis tyder alt på at det er en fysisk ”defekt” på panelet og er relateret til fosforen. Flere undersøgelser af om det kunne skyldes en ujævn applikation af filtret på skærmen har ikke resulteret i noget. Ovenstående billede er af den første 50” ST50 skærm vi testede i 2012, hvor vi kunne konstatere fænomenet ved testbilleder.

Det er værd at bemærke, at det var ekstremt svært at tage et billede af ujævnheden, og at disse problemer med at dokumentere det fint afspejler alvorligheden af problemet. Havde vi ikke grundet sidste års erfaring med grønne plamager gået alt efter med en tættekam og specifikke skærmbilleder havde vi aldrig opdaget det. 65” udgaven af ST50 viste ikke nogen tegn på ujævnheder, og den testede TX-P65VT50 havde ligeledes ingen problemer. Vi betragter det som et non-issue, men det kan ikke afvises at der findes eksemplarer hvor det er synligt i almindelig brug.

Line bleed

Det er efterhånden svært at huske om der nogensinde har eksisteret plasma TV, som ikke i et eller andet omfang lider af line bleed. Fænomenet manifesterer sig tydeligst på statiske billeder, hvor der er store horisontale områder af skærmen som er dækket af en farve (eller intensitet), som herefter skiftet brat. I disse tilfælde kan man nogle gange se en ”skygge” af den horisontale flade fortsætte ind over en anden farve. På nedenstående billede kan man i det grå område til højre se skygger fra menupunktet til valg af farverum.

Panasonics 2012 TV, herunder VT50 serien har line bleed præcis ligesom sidste og forrige års modeller havde det. Det forekommer dog at omfanget er mindre end tidligere, og i år hvad vi ganske svært ved at opfange det og tage billeder af det. Under alle omstændigheder er det ikke noget vi på noget tidspunkt har bemærket ved almindelig brug. Yndere af boksning med de til tider lange horisontale reb i ringen vil måske opleve det i praksis.

False contouring og dither støj ved bevægelse

Ved sidste års test af VT30 gjorde vi en del ud af problemstilingen om dynamic false contouring, som er et fænomen, der opleves som ”farvede bånd” omkring billedelementer i bevægelse. Tilsvarende gælder for ST50, som udviste samme fænomen.

False contouring opstår som en kombination af den måde et plasma TV skaber sine farver ved at blinke mange gange i sekundet med de forskelligt farvede subpixels og vores øjnes bevægelse hen over billedet. Af samme årsag er det i praksis ikke muligt at tage et retvisende billede af fænomenet, da et kamera ikke kan vise præcis hvad vores øjne opfatter i bevægelse. Det tætteste vi kommer på en grafisk fremvisning er de billeder som brugerne Humperdink og Bantam har lavet og offentliggjort i en tråd på recordere.dk. Billederne er ganske repræsentative for hvordan DFC opfattes i praksis.

Dynamic false contouring er en følge af den sub field drive mode som en given plasmaskærm benytter, og i praksis forekommer det ikke i væsentlig grad på skærme fra eksempelvis Samsung, og har heller ikke været betragtet som et problem på Pioneers modeller. Når VT50 opdateres ved 60 Hz (fx med IFC sat til maksimum) er mængden af falske konturer absolut minimal, mens konturerne er tydeligere ved 50 Hz TV eller 24 Hz Blu-ray. Det er sikkert også på den baggrund, at ingen amerikanske anmeldere har bemærket det. Den hurtigere sub field drive på VT50 i forhold til ST50 (2500 Focused Field Drive mod 2000 på ST50) burde resultere i mindre tydelig DFC. Det er også tilfældet, men det er bestemt stadig et problem, såfremt man er følsom for det.

I praksis har det ligeledes vist sig, at det er meget individuelt om man bemærker dynamic false contouring i billedet eller ej. Nogle har meget let ved at se det, og bliver voldsomt generet af det, når der er hurtige bevægelser og indhold med hudtoner, mens andre slet ikke ser det, selv i de værst tænkelige situationer. Sandsynligvis er der en større risiko for at du vil blive generet af det, hvis du tidligere har haft store problemer med fosforslør på plasmaskærme og regnbueeffekt på DLP projektorer.

Den letteste måde at teste om DFC det vil være et problem for dig er at sætte dig relative tæt på en VT50 som viser indhold med hudtoner, eksempelvis en nyhedsudsendelse, og så bevæge øjnene hen over skærmen. Det vil give et indblik i hvor følsom du er for problemet.

Forforspor – Phosphor trails

Fosforspor er et almindeligt forekommende fænomen på plasmaskærme, som skyldes at billedet skabes af tre forskellige farver fosfor (rød, grøn og blå), som lyser op og slukkes meget hurtigt. De tre farver af fosfor har forskellige ”henfaldstid”, som betyder at de ikke alle er præcis lige hurtige til at lyse op og lukke ned for lyset.

Hvis man kombinerer de forskellige henfaldstider med hurtig bevægelse af øjnene vil man kunne opfatte forskellen i form af en (oftest grøn/gul) silhuet omkring kontrastrige billedelementer. Under normale forhold uden kraftige øjenbevægelser bemærkes det ikke, og maskeres i øvrigt af farveindholdet i billedet. Det er dog meget let af remprovokere ved at bevæge øjnene hurtigt hen over et kontrastrigt billede i sort/hvid (hvor farverne i billedet ikke kan maskere fænomenet).

Effekten minder meget om det som nogen opfatter som ”regnbuer” ved brug af DLP-projektorer. På samme måde som med regnbueeffekten på DLP-projektorer er der stor forskel på hvor følsom vi hver især er for fosforspor. I praksis er fosforspor på årets Panasonic modeller synligt, hvis man leder efter det, men ikke noget problem i praksis.

Burn-in og image retention

Ingen test af plasmaskærme er komplet uden et par bemærkninger om Image retention og burn-in, to helt forskellige problemstillinger, som ofte diskuteres i forbindelse med plasma-TV, og ofte baseret på holdninger og marketingssnak i stedet for praktisk erfaring.

Burn-in er ubetinget det værste af de to problemer, da det i de fleste praktiske tilfælde er umuligt eller i hvert fald meget besværligt at slippe af med, hvis det først har indfundet sig.

Ethvert Plasma-TV genererer sit billede ved at sætte strøm til den enkelte subpixel som indeholder ædelgas og en smule kviksølv. Herved opstår ultraviolet ”lys”, som får enten rød, grøn eller blå fosfor på ydersiden af den enkelte subpixel til at lyse op. For hver tidsenhed fosforlaget lyser bliver det slidt en lille smule, og mister (meget) langsomt sin evne til at lyse op. For en moderne plasmaskærm resulterer dette i at den enkelte subpixel efter 100.000 timer kun lyser halvt så kraftig som da man tog skærmen i brug.

Burn-in opstår hvis man i længere tid kun ”slider” på en meget lille del af skærmens pixels, således at disse mister mere lysstyrke end resten af skærmens pixels. Hvis det sker, vil dette område af skærmen konsekvent vise et lidt mere dæmpet billede, hvilket ofte fremstår som en ”skygge” af det signal man tidligere har vist.

I praksis vil det normalt vise sig hvis en TV kanal har et kraftigt lysende logo som konsekvent vises, og man ser rigtig meget på den pågældende kanal. I en sådan situation vil der blive slidt mere på det aktive billedområde med logoet end resten af skærmen, og efter tilstrækkelig lang tid vil man kunne se en lidt mørkere skygge på en hvid baggrund, der hvor logoet har været vist.

Burn-in kan ikke ses ved sort skærm, idet problemet netop viser sig ved at det påvirkede område sender mindre lys ud end resten af skærmen. Den letteste måde at konstatere burn-in er ved at vise den samme farve (primært grøn eller grå/hvid) på hele skærmen og se efter mørkere skygger. Har man først fået synlig burn-in er det stort set umuligt helt at slippe af med igen, uanset hvor meget screen-wash eller lignende man udsætter sin skærm for.

Det er en meget udbredt misforståelse blandt uudannede (eller provisionslønnede) sælgere, at burn-in ikke kan forekomme på moderne plasmaskærme, og at det hører fortiden til. Burn-in lever dog i bedste velgående, på plasmaskærme fra både LG, Samsung og Panasonic. Der skal ret meget til før man får synlig burn-in på sin skærm, og normalt brug til TV og film bør ikke være noget alvorligt problem. Det er dog værd at bemærke, at hvis man er af den kritiske type, som ikke kan se bort fra en fejl når man først har opdaget den, så kan burn-in være til stor gene.

Hvis man ved at fjernsynet skal stå tændt 5-6 timer i døgnet på den samme børnekanal med det kraftigt hvide logo de fleste dage, så bør man måske overveje et alternativ. I særdeleshed, hvis man ikke benytter skærmen ret meget udover de mange timer med det samme logo. Tilsvarende gælder at en plasmaskærm næppe er det rigtige valg, hvis du vil benytte din fladskærm som computermonitor, og vil have statiske billeder på den stort set hele tiden.

I de fleste tilfælde vi har set af burn-in har det ikke været generende eller endog synligt ved daglig brug. men sætter man testbilleder på eller leder efter skyggerne, hvor man ved de er, så bliver det pludselig meget lettere at få øje på, og for nogen er det herefter umuligt at se bort fra det. Generelt betragter producenterne ikke burn-in som en produktbaseret fejl som dækkes af garantien, men der er dog talrige eksempler på kunder som har fået byttet plasmaskærme med indbrænding pr. kulance.

AV Blogs anbefaling er altid at indkøre en ny plasmaskærm med 100-200 timers statiske billeder som fylder hele skærmen, og få slidt fosforen i de forskellige subpixels ens i den indledende periode. Vi benytter selv recordere.dk’s udmærkede slides til formålet, men der er ikke noget galt med at benytte den indbyggede ”white wash” funktion på VT50. Det kan virke en smule overdrevet at man er nødt til at få sin nye plasmaskærm “gået til” som et par nye sko, men hvis det giver ro i sjælen når man efterfølgende benytter TV’et, så er det bestemt det værd.

Image retention er en helt anden snak. Image retention opstår ligeledes når en begrænset del af skærmen viser et væsentligt lysere billede end resten, som eksempelvis et TV2 logo øverst i billedet. Med tiden opbygges der en elektrisk ladning i den enkelte subpixel, som afgiver sin energi langsomt, selv efter at den ikke længere modtager et signal. Den simpleste visualisering er at den enkelte subpixel fungerer som en kondensator (opladeligt batteri), som skal aflades efter at have modtaget en masse energi.

Problemet er altså omvendt af burn-in – ved retention lyser de påvirkede pixels op når de ikke skal, i modsætning til burn-in, hvor de lyser mindre end de skal. Image retention er et almindeligt forekommende fænomen på plasmaskærme, og det kan ”vaskes væk” ved at have skærmen tændt med eller uden billede på. Jo længere de enkelte celler har haft til at opbygge den elektriske ladning, jo længere tid tager det for at aflade dem igen. Mest effektivt er normalt de indbyggede ”screen wash” funktioner.

Image retention kan være sværere at sige noget præcist om, da der (baseret på empiri, ikke teknisk logik) ser ud til at forskel på hvor meget en given skærm lider af retention, selv indenfor samme mærke eller model. Under vores test af Panasonic TX-P650VT50 oplevede vi ikke retention på noget tidspunkt under 2D brug. Efter en længere test af 3D kunne vi dog konstaterede en smule retention, som forsvandt meget hurtigt. Der var ubetinget mindre retention end vi har set på tidligere års modeller, men deraf kan ikke nødvendigvis udledes at det gælder for alle modeller i år. Det var i øvrigt den samme oplevelse vi havde med ST50 modellerne.

Global dynamisk kontrast, dynamisk gamma, floating blacks

Baseret på historikken for Panasonics plasmaskærme tester vi altid grundigt efter om en plasmaskærm kan holde sit sortniveau konstant uanset hvad der vises på skærmen. Går vi to år tilbage, var det helt almindeligt, at man kunne se de sorte bjælker i toppen af en Cinemascope film står og skifte intensitet afhængig af hvad der blev vist på skærmen, hvilket kunne distrahere filmoplevelsen. Denne skiftende intensitet blev betegnet floating blacks, fordi sortniveauet ikke blev holdt konstant, men ”flød” med indholdet på skærmen.

Panasonics 2011 modeller var helt fri for floating blacks, men havde i de første udgaver af den indbyggede software en fejl, som gjorde at hele billedet skiftede karakter løbende afhængig af indholdet. Vi beskrev det i testen af VT30, og generelt er fejlen blevet kendt som dynamisk gamma eller ”fluctuating brightness”. Fejlen blev rettet ved en softwareopdatering i løbet af sommeren 2011.

I 2012 er VT50 serien i alle praktiske henseender helt fri for disse problemer. Man kan se et minimalt skift i sortniveauet afhængig af om man viser et stort set sort billede eller en sort plet omgivet af hvidt, men det er på så lille et niveau at det ikke er synligt uden måleudstyr.

Betragtningsvinkel

Den horisontale betragtningsvinkel på plasmaskærme er basalt set så god som man kan ønske sig. For at illustrere har vi medtaget målinger for farvegengivelse, hvidbalance og gamma målt i 45° vinkel. Målingen i 22,5° minder meget om den, og generelt lader betragtningsvinklen intet tilbage at ønske. Farvegengivelsen er i praktiske termer uændret, og man vil ikke opleve nogen undermætning af farverne ved at se på skærmen fra en skæv vinkel.

Panasonic_TX-P65VT50_color-gamut_kalibreret_45-grader

Panasonic_TX-P65VT50_whitebalance_10-punkt_45-grader

Hvidbalancen mister en smule rød ved 45° vinkel, og får et mildt blåstik. Det er dog så lidt at det næppe vil opfanges med det blotte øje.

Panasonic_TX-P65VT50_gamma_kalibreret_45-grader

Gamma er konstant med betragtningsvinkel, og man vil ikke opleve af kontrasten falder, selv ved meget skæve vinkler.

Det skal kort nævnes, at filtret på skærmen er retningsbestemt, så den vertikale betragtningsvinkel påvirker billedet betydeligt. Det er altså ikke nogen god ide at montere en VT50 plasmaskærm for højt oppe så man er nødt til at se på den i en skæv vinkel. Dette kan konstateres ved selvsyn ved at placere sig lige foran skærmen med øjnene i skærmhøjde, og så rejse sig op, og se hvordan billedet ændrer sig. Generelt kan man roligt sige at en plasmaskærm i denne henseende er oplagt hvis man på forhånd ved at man ofte vil betragte skærmen i skæve vinkler.

Signalbehandling og bevægelseshåndtering

Som udgangspunkt forventer og ønsker vi (i hvert fald her) at et fladskærms TV gengiver kildematerialet så præcist som muligt, uden at tilføje eller ændre noget på billedet. En vis mængde signalbehandling er dog uundgåelig hvis skærmen skal vise signaler som ikke er i panelets egen opløsning, modtages som halvbilleder (PAL) eller ved en anden framerate end skærmen kan benytte.

Det ser dog ud til at Panasonic i de fleste af årets fladskærme, herunder VT50, har nogle billedbehandlingsalgoritmer, som resulterer i et interessant artefakt selv når det modtager et kildesignal som passer præcis til skærmens egen opløsning. Selv med alle ”forbedringer” slået fra og i alle tilstande af skarphedskontrollen præsterer VT50 (ligesom ST50 og GT50) at introducere det viste firkløvermønster på det testbillede vi kalder en lumaplate. Det tyder på en dynamisk signalbehandling som ikke er helt fri for bivirkninger. Vi har dog ikke konstateret at det er noget som har manifesteret sig i almindeligt kildemateriale.

I VT50 serien har Panasonic for første gang introduceret en såkaldt “1080p PureDirect” indstilling, som skulle gengive det reneste mulige billede på baggrund af det indkomne signal. Man kunne således have håbet at denne purist indstilling ville eliminere den nævnte signalbehandling, men det er dog ikke tilfældet.

Deinterlacing

Vi har før været inde på hvordan deinterlacing hører til i de rigtig gamle dage, hvor begrænsningen af båndbredde tvang udbyderne til kun at udsendte hver anden linje af et TV-billede ad gangen. På et almindeligt TV-signal sendte man således først linje 1, efterfulgt af linje 3, 5 etc. Når alle linjer af signalet var tegnet på skærmen startede man forfra med linje 2,4,6 etc.

Metoden er nærmest skræddersyet til billedrørs TV, men giver ikke meget mening i en verden fyldt med fladskærme, som (med få specifikke undtagelser) altid viser hele billedet på én gang.

Deinterlacing er navnet på den proces, hvor man lægger de to ”halvbilleder” sammen til et progressivt billede. første halvbillede med linje 1,3,5.. og andet halvbillede med linje 2,4,6 etc. ender altså som ét billede bestående af linje 1,2,3,4 etc. Det kan lyde som en meget simpel proces, men er det ikke altid, og det har stor betydning for billedkvaliteten hvor godt skærmen udføre denne deinterlacing – i allerværste fald kan man rent faktisk miste op til halvdelen af opløsningen i billedet.

For videomateriale (kildemateriale oprindeligt optaget på video til TV brug i 50 eller 60 Hz) havde VT50 ikke nogen problemer med at vise et klart billede med meget begrænsede “trappetrin” (jaggies) i materialet. Der var ikke noget at udsætte på evnen til at deinterlace videomateriale, og kvaliteten her af er på højde med Panasonics andre gode fladskærme, herunder eksempelvis VT30 og DT50. Der var dog ikke synlig forskel på deinterlacing i forhold til ST50.

Ved deinterlacing af materiale, som har sin oprindelse på film (uanset om det er en film som vises på TV eller via interlaced DVD) er det af afgørende betydning, at skærmens billedkredsløb kan genkende materialet som film og herefter lave deinterlacing med en proces kaldet reverse pulldown.

På dette område har Panasonic historisk set ikke klaret sig lige så godt som deres konkurrenter fra Korea. Hvert år håber vi på at vore venner fra Japan har brugt lidt mere krudt på at optimere signalet for europæiske TV, som bekendt kører ved 50Hz, modsat USA og Japan, som benytter 60 Hz.

Vi må dog konstatere, at Panasonic endnu ikke leverer varen til fulde, når det drejer sig om at vise 50 Hz (almindelig dansk TV og DVD) bedst muligt. På vores standardiserede testsekvenser klarede TX-P65VT50 ikke med det samme at genkender det oprindelige filmmateriale og sammensætte billederne perfekt herefter. Ligeledes kan man i almindelig brug fra tid til anden konstatere, at TV’et mistede kadencen, resulterende i lavere opløsning i billedet og artefakter i form af brudte linjer.

Det er ikke som sådan en kritisk fejl, men det er ærgerligt, da det ser ud til at Panasonic har færre problemer med at foretage præcis samme proces på amerikansk/japansk 60 Hz materiale, som principielt er en sværere opgave. Det er ikke godt nok. Som bruger kan man omgå problemet ved at lade en set-top boks eller DVD/Blu-ray afspillere foretage deinterlacing og sende et progressivt signal til skærmen.

Eller endnu bedre – holde sig til Blu-ray i 1080p24 og HDTV i 720p50. 🙂

Skalering (scaling)

Opskaleringen af det indgående signal til panelets opløsning på 1920*1080 pixels klarer VT50 ganske fint, uden dog helt at være på højde med de bedste modeller fra Samsung. Der er stadig noget at hente ved en ekstern skalering (i en god Blu-ray afspiller eller separat scaler), men det er næppe noget som kan retfærdiggøre væsentlige ekstra omkostninger.

Panasonic TX-P65ST50 chroma alignment

Chroma upsampling

Vi har tidligere rost Panasonic for deres eksemplariske evne til at opsample farveinformationen i et komponentsignal. Det skal vi gerne gøre igen, men den eneste reelle grund til at nævne det igen, er som undskyldning for at bringe et billede af hvordan flot chroma upsampling ser ud.

Motion resolution (billedopløsning ved bevægelse)

Motion resolution ses stort set alene omtalt for plasmaskærme, ganske enkelt fordi de er langt bedre til at bevare billedets fulde opløsning ved bevægelse end LCD skærme. Det kan i den forbindelse bemærkes, at den Blu-ray som stort set alle anmeldere benytter til at teste for motion resolution er produceret af en koalition af plasmaproducenter, naturligvis fordi de ved at deres produkter klarer sig bedre end konkurrerende teknologier, i hvert fald indtil vi får OLED skærme på markedet.

Som bekendt har de fleste moderne fladskærme en opløsning på 1920*1080 punkter, hvilket også er den opløsning som er synlig ved visning af et stillbillede, forudsat at skærmen er indstillet korrekt og får leveret et 1920*1080 signal. Så snart der er bevægelse i billedet, vises der et antal på hinanden følgende billeder i opløsningen 1920*1080 (normalt 50, 60, 96 eller 100 billeder pr. sekund). Så langt så godt.

Hvis skærmen har en langsom responstid, som gør at det gamle billede ikke er helt væk fra skærmen før det næste vises vil billedet blive lidt sløret, og vi vil oftest opleve det som ghosting, trailing eller skygger omkring objekterne i bevægelse, en klassisk problemstilling, særligt på ældre LCD skærme. I praksis betyder det dog også, at vi ikke har en reel opløsning på 1920*1080 når der er bevægelse i billedet.

For at teste skærmens evne til at vise fine detaljer i bevægelse er der udviklet særlige testsekvenser som bevæger nogle mønstre over skærmen, som bliver stadig tyndere og mere detaljerede (se billede nedenfor). Herefter er det en rent manuelt optisk proces at vurdere hvor fint detaljerede linjer man kan skelne fra hinanden ved bevægelse.

Som forventet klarer VT50 sig rigtig godt i denne disciplin. Med rigtig god vilje kunne man sige, at den rent faktisk viser alle 1080 linjers opløsning selv uden nogen aktiv signalbehandling (IFC). Siden vi testede VT30 er vi dog nok blevet en smule mere kritiske i forhold til hvad vi vil betragte som et acceptabelt resultat, og for VT50 er vurderingen, at alt op til 720 linjers opløsning vises problemfrit. Finere detaljer end 720 linjer vises stadigvæk, men detaljerne sløres af den dither funktion som skaber gråtoner på en plasmaskærm. VT50 er på dette område perifert bedre end ST50, men i praksis klarer ST50 sig så godt at man ikke oplever en forskel op til topmodellen.

Slår man IFC til på blot minimum viser skærmen 1080 linjers opløsning uden problemer, og det bliver ikke bedre af at sætte IFC til medium eller maximum.

Sammenligner man motion resolution for LED TV og ST50 uden at slå bevægelseskredsløb til på nogen af skærmene, slår VT50 enhver LED skærm af banen.

Input lag

Input lag er den (meget korte) tid det tager fra skærmen modtager et signal, til dette signal bliver vist på skærmen. Som hovedregel bliver denne forsinkelse altid større jo flere billedbehandlingsled signalet skal igennem. På en Panasonic betyder det i praksis, at man skal sørge for at slå Intelligent Frame Creation fra.

Alene på baggrund af en forglemmelse fik vi aldrig målt input lag på VT50. Der er dog god grund til at antage at forsinkelsen er på niveau med ST50 serien, som vil målte til 30 ms.

3D billedkvalitet

Når en fladskærm kommer op på 65 tommer bliver det mere reelt at snakke om 3D i praksis. Jo større del af synsfladen man kan dække med skærmen, jo mere ægte opleves 3D effekten.

3D briller

Panasonic P65ST50 aktive 3D briller

Vi benyttede under det meste af testen Panasonics egne TY-ER3D4 3D briller. Vi er nu i den lykkelige situation, at langt de fleste af de store TV producenter medleverer 3D briller som er kompatible med andre 3D TV som understøtter Full HD 3D Glasses Initiative standarden. Det betyder også, at andre producenters 3D briller kan benyttes sammen med VT50 og vice versa. TY-ER3D4 er rigtig velfungerende, og lukker bedre af for udefrakommende lys end Samsungs SSG-4100, som til gengæld er noget billigere. Der følger 2 sæt aktive 3D briller med når man køber VT50.

VT50 er blandt de meget få TV i verden som bærer en 3d THX certificering, og dermed har en indbygget THX indstilling specielt til 3D. Vi har målt hvordan farvegengivelsen ser ud gennem 3D brillerne, hvilket afspejler den farvepræcision man vil opleve når man ser film i 3D. Sammenlignet med 2D THX indstillingen, er den grønne primærfarve også her en smule overmættet, ogi øvrigt  er resultatet meget lig hvad vi ser i den almindelige THX indstilling.

Panasonic_TX-P65VT50_color-gamut_THX3D-3D

Tilsvarende gælder for 3D gengivelsen i Professionel1 indstillingen, vist nedenfor. Professionel indstillingerne kan i praksis kalibreres ganske præcist ind, også i 3D, hvilket vi i denne omgang valgte ikke at bruge meget tid på.

Panasonic_TX-P65VT50_color-gamut_Pro1-3D

Hvidbalancen i både THX3D og Professional1 er stort set ens, som det fremgår nedenfor. Der er ikke tale om decideret referenceniveau, heller ikke i THX indstillingen. Afvigelsen er dog ikke kæmpestor sammenlignet med 2D THX indstillingen. I praksis vil man kunne se en lille forskel fra 2D gengivelsen, men taget i betragtning at det er målt gennem 3D briller med de individuelle forskelle der kan være imellem disse, så er det rigtig fornem performance, og bedre end vi har målt i 3D tidligere.

Panasonic_TX-P65VT50_whitebalance_THX3D-3D

Panasonic_TX-P65VT50_whitebalance_Pro1-3D

Gamma er nærmest uhørt for en 3D indstilling. På de fleste 3D TV er der skruet så meget op for lyset for at kompensere for tabet i brillerne, at gamma er helt skæv. Oftest har skærmene en meget lav gamma særligt i den første del af forløbet, og kommer meget hurtigt uf af sort, hvilket giver et mindre dynamisk og kontrastrigt billede. Det er tydeligt, at Panasonic i VT50 har gjort en del ud af at få billedet tæt på standarderne, og gengivelsen er nok den mest præcise man finder i et TV med aktiv 3D.

Panasonic_TX-P65VT50_gamma_THX3D-3D

Crosstalk

De udfordringer 3D fremvisning medfører er hovedsageligt manglende lysoutput, og crosstalk mellem de to øjne, som manifesterer sig i form af en svag ”skygge” rundt om objekter i billedet, kaldet ghosting. Ghosting opstår i samspillet mellem skærmen og den tilhørende 3D brille. Hvert brilleglas åbner og lukker lynhurtigt i takt med at skærmen viser et billede til henholdsvis højre og venstre øje. Så længe højre brilleglas kun åbner i det splitsekund der vises et billede til højre øje, og ellers er 100 % uigennemtrængeligt, så er der ingen crosstalk mellem de to øjne. I praksis opstår der dog problemer på to fronter:

  • Selv når brilleglasset er lukket for højre øje, slipper der lidt af billedet som vises til venstre øje igennem glasset, da det ikke er helt lukket for lysgennemtrængning.
  • Hvis synkroniseringen mellem skærm og brille ikke er fuldstændig perfekt, kan der nå at blive vist blot en lille smule af det venstre øjes billede, mens 3D brillen er ved at lukke for det højre øje.

Crosstalk kan måles og testes visuelt på mange måder. Vi benytter en række skærmbilleder til at vurdere omfanget af lys der slipper igennem fejlagtigt, og har en række egenproducerede testbilleder, hvor vi måler hvor meget lys der slipper igennem det lukkede brilleglas og sammenholder det med hvor meget der slipper igennem det åbne brilleglas og skærmens sortniveau gennem brillen (det teoretisk perfekte resultat).

På nedenstående testbilleder kan det være svært at opfatte, men det som billedet viser er hvor meget af det store “L” som slipper igennem på det første billede, samt hvor meget af det store “R” som slipper igennem på billede 2.

Hvad angår den målte crosstalk, så slipper det lukkede brilleglas omkring 1,5 % af lysmængden fra det åbne glas igennem. 1,5 % er 25 % mindre end hvad vi målte på Samsung ES8005 og Panasonic DT50 og ST50, men vi er nede hvor måleusikkerheden begynder at få betydning. VT50 leverer i 3D mindre lys end ST50 (og stort set alle LED modeller), men til gengæld er sortniveauet bedre. Idet 3D bør opleves i så mørke omgivelser som muligt, er det samlede resultat af lidt mindre lys og bedre sortniveau en samlet set rigtig god oplevelse, og i et helt mørklagt rum er det den bedste 3D gengivelse vi har set fra et TV med aktive briller.

Konklusion

Med den sene publicering, kommer vi ikke uden om at lyde som om vi blot gentager hvad der allerede er skrevet utallige gange af andre anmeldere. Panasonics VT50 er billedmæssigt en formidabel performer.

Designet er efter vores opfattelse det flotteste og mest eksklusive Panasonic har præsteret i en plasmaskærm til dato.  Smart TV funktionerne dækker de flestes brugeres behov. Alting fungerer præcis som det skal, og vi havde ingen problemer med ufærdig software, som både LG og Samsung har kæmpet med i foråret.

På billedsiden er de største svagheder vi kan finde dem som går igen i de fleste plasmaskærme, og som vi har skrevet om før. Man skal være forberedt på lidt retention, tage forholdsregler mod burn-in, og skal man kæmpe mod et betydeligt lysindfald i rummet er VT50 ikke det oplagte valg. Har du tidligere været generet af fosforspor og regnbueeffekt på DLP projektorer vil vi anbefale at du tester i en butik om du bliver generet af de ovenfor beskrevne sporadisk forekommende dynamiske farvede konturer. Sammenligner man med Panasonics andre plasmaskærme, trækker det lidt ned, at VT50 leverer mindre lysoutput end den billigere ST50, og at sortniveau er hævet i THX indstilling.

Panasonic Plasma TV TX-P65ST50 farvenuancering

Generes man ikke af dynamic false contouring, og kan man leve med at skærmen (som alle plasma skærme) har en smule summen (plasma buzz) så får man til gengæld det bedste billede man kan købe i en fladskærm i dag. Kun Samsungs PS64E8005 har potential som reel konkurrent. På betragtningsvinkel, farvegengivelse, aktiv 3D, bevægelseshåndtering og sortniveau banker VT50 samtlige LED skærme på markedet, og tilsvarende for langt de fleste plasmaskærme. Det er svært at komme uden om den samme konklusion som ved Value Electronics shoot-out som tidligere kårede VT50 som bedste fladskærm i 2012.

Skulle nogen være interesseret i den efterhånden klassiske sammenligning med Pioneers efterhånden 5 år gamle Kuro skærme… ja så er svaret det samme som da vi testede VT30 for et år siden. På enkelte områder er VT50 foran, men samlet set leverer Pioneers 9G plasmaskærme stadig den bedste billedkvalitet med de færreste svagheder. VT50 er dog den skærm som til dato kommer tættest på at slå Pioneer af banen. Det bliver spændende at se om ZT60 kan blive det sidste søm i Pioneers ligkiste.

Panasonic TXC-P65ST50 Blu-ray Game of Thrones

Negativt:

  • Temmelig ringe standardindstillinger
  • Plasma buzz og blæserstøj kan være generende afhængig af konkret skærm og ens egen følsomhed
  • Dynamic false contouring kan være en dealbreaker for nogen
  • Begrænset lysoutput
  • Sortniveau forhøjet i Professionel/ISF indstillingerne
  • 2:2 deinterlacing af filmmateriale ikke på niveau med konkurrenterne
  • Ingen analog lydudgang
  • Høj pris sammenlignet med ST50, som leverer tæt på samme performance

Positivt:

  • Referenceklasse sortniveau
  • THX indstilling og en THX Bright Mode som er brugbar i praksis
  • Fantastisk farvegengivelse i kalibreret tilstand
  • Velfungerende optagemuligheder med PVR
  • Perfekt betragtningsvinkel
  • Fornuftig lyd som er mere fyldig end normalt i klassen
  • Mulighed for automatisk kalibrering med CalMAN

Vores samlede vurdering er: Den bedste billedkvalitet på markedet (med enkelte svagheder).

For de interesserede har vi gengivet de indstillinger vi nåede frem til ved kalibrering af vores 65″ testmodel under anbefalede indstillinger til Panasonic VT50. Vær dog opmærksom på at vi generelt IKKE anbefaler at man kopierer indstillinger fra et TV til et andet. Indstillingerne offentliggøres alene for at du kan teste og se om det giver et fornuftigt resultat.

Vil du gøre os en tjeneste?

Hvis du har fået værdi ud af at læse denne test, håber vi at du vil dele testen på dine sociale netværk. Det motiverer os til at lave flere test i fremtiden.
Tusind tak!